Den der human factor er ikke noget nyt

Når man kigger på arbejdspladser i specielt den vestlige verden, så har man meget fokus på, hvordan de enkelte medarbejdere trives.

Man ser på ting som organisationsudvikling, ledelsescoaching med videre alt sammen for at have den menneske faktor, human factor, i hovedsædet.

Selvom man jo ser det lidt som en gevinst, at man har sikret sig en stilling på en arbejdsplads, når der har været mange andre kandidater til den slags, så er det stadig arbejdspladsen opgave at sørge for, at stedet gør sit ypperste for, at medarbejderen har det godt her.

Det kan man gøre ved at skrue på store og små knapper, og alene de mange tiltag, man kunne tage for at forbedre tilværelsen for medarbejderne på specifikke og generelle områder, er utroligt mange.

Og den human factor kommer nok til altid at være der og være i front, selvom man er gået væk fra individ-orientering til masseorientering i den nyere tid, så består massen stadig af en masse specifikke medarbejdere.

Det har bare været mindre i fokus

I gamle dage var man virkelig glad for, at man fik et arbejde, så man kunne forsørge sin familie, og der stod nok altid en anden parat til at overtage ens arbejde, hvis man ikke gad eller kunne mere.

Den slags ser man jo stadig i ulandene, hvor man kæmper for at overleve.

Nu om dage skifter man karriere mange gange i løbet af et arbejdsliv, og man skal som arbejdsplads gøre sig attraktiv for at fange medarbejderne.

Men det betyder ikke, at human factor har været helt glemt eller ikke eksisteret, det har bare været der i mindre grad.

Det handlede nok også om, hvorvidt man besad en meget fin stilling med en lang uddannelse bag sig, eller man var ufaglært.

Men specielt fagfolk har kæmpet i mange år for, at man kan have nogle gode forhold som medarbejder.