Love

SABUs love og reglementer

 

SABUs love og regler

 

Vedtaget på repræsentantskabsmøde den Juni 2012

 

Indholdsfortegnelse:

 

Love:

§ 01. Navn

§ 02. Område og hjemsted

§ 03. Formål

§ 04. Optagelse

§ 05. Udmeldelse

§ 06. Organer

§ 07. Regnskab

§ 08. Repræsentantskabet

§ 09. Bestyrelsen

§ 10. Revisionsudvalg

§ 11. Udvalg

§ 12. Æresmedlemmer

§ 13. Opløsning

§ 14. Uforudsete tilfældeReglementer:

 

Reglement:

§ 01. Medlemsforeningernes forpligtelser

§ 02. Optagelse i anden forening

§ 03. SABU's Mesterskaber for Elite

§ 04. SABU's Mesterskaber for u/19

§ 05. SABU's Mesterskaber for u/17

§ 06. Kontingent, ungdomsfond, stævnetilladelser og gebyrer

§ 08. Almindelige bestemmelser

§ 09. Udstedelse og godkendelse af startbog

§ 10. SM-Pokalen

§ 11. KABU-Fadet

Unionens formænd gennem tiderne

 

 

SABUs LOVE

 

§ 1. Navn

Lokalunionens navn er "Sjællands Amatør Bokse-Union" (SABU) under Danmarks Bokse-Union (DaBU) og Danmarks Idræts-Forbund (DIF).

 

§ 2. OMRÅDE OG HJEMSTED

SABU består af boksedyrkende foreninger på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, og dens adresse er formandens.

 

§ 3. FORMÅL

SABU's formål er at virke for en rationel, sund og nobel udvikling af boksningen i unionens område samt at virke retledende og rådgivende for dens medlemsforeninger.

 

§ 4. OPTAGELSE

Begæring om optagelse indsendes gennem SABU til DaBU, vedlagt foreningens love, referat fra stiftende generalforsamling, seneste generalforsamling, regnskab, budget og liste over bestyrelsesmedlemmer, aktive og passive medlemmer, samt navne på foreningens instruktører og trænere.

 

Hvis foreningen godkendes af DaBU’s bestyrelse og ligger i SABU’s område, vil den automatisk blive optaget i SABU.

 

§ 5. UDMELDELSE

Udmeldelse af DaBU skal ske skriftligt og med mindst 5 ugers varsel til udgangen af DaBU’s regnskabsår. Udmeldelsen skal fremsendes gennem SABU.

 

SABU’s bestyrelse kan - inden for disse 5 uger - indsætte en bestyrelse i den udmeldte forening med det formål at føre foreningen videre, såfremt de finder, at der er grundlag herfor.

 

§ 6. ORGANER

SABU's anliggender varetages af repræsentantskabet og bestyrelsen.

 

§ 7. REGNSKAB

SABU's regnskabsår løber fra 1. julil til 30. juni.

 

Regnskabet skal være revideret og underskrevet af såvel revisorerne som bestyrelsen senest den 10. august.

 

§ 8. REPRÆSENTANTSKABET

Repræsentantskabet er SABU's højeste myndighed i alle anliggender, og kun det kan vedtage eller ændre love og reglementer, hvorefter de skal indsendes til DaBU for godkendelse.

 

Repræsentantskabet består af bestyrelsen, samt 2 repræsentanter fra hver medlemsforening, forsynet med skriftlig fuldmagt.

 

SABU's ordinære repræsentantskabsmøde afholdes hvert år i august måned, dog ikke i forbindelse med en helligdag.

 

Der indkaldes med mindst 4 ugers skriftlige varsel. I indkaldelsen skal oplyses, om de personer, der, i henhold til lovene, er på valg til bestyrelse og revisionsudvalg, samt om de er villige til genvalg.

 

Forslag, der ønskes behandlet på det ordinære repræsentantskabsmøde samt forslag til nyvalg til bestyrelsen og revisionsudvalget, skal være SABU's formand i hænde senest 14 dage før repræsentantskabsmødet. Forslag til love og regler skal være motiverede.

 

Forslag kan kun fremsættes af bestyrelsen eller af SABU's medlemsforeninger.

 

Dagsorden for det ordinære repræsentantskabsmøde, de indkomne forslag, bestyrelsens beretning, det reviderede regnskab samt en fortegnelse over de kandidater, der opstiller til valg, skal være foreningerne i hænde senest 1 uge før repræsentantskabsmødet.

 

Dagsorden til det ordinære repræsentantskabsmøde skal omfatte følgende:

 

1. Valg af dirigent og mødesekretær

2. Mandaternes godkendelse

3. Bestyrelsens beretning

4. Regnskab

5. Indkomne forslag

6. Valg af bestyrelse, ifølge lovene

7. Valg af Revisionsudvalg, ifølge lovene

8. Eventuelt

9. Afslutning

 

Repræsentantskabet kan ekstraordinært indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes, når mindst halvdelen af SABU's foreninger indsender skriftlig begæring herom med angivelse af forhandlingsemne.

 

I sidstnævnte tilfælde skal bestyrelsen senest 8 dage efter begæringens modtagelse, indkalde repræsentantskabet.

 

Ekstraordinære repræsentantskabsmøder indkaldes skriftligt med 14 dages varsel og indkaldelsen skal være ledsaget af møders dagsorden.

 

På repræsentantskabsmøder kan ethvert medlem af repræsentantskabet stille ændringsforslag til de forslag, der er optaget på dagsordenen. Dog kan der ikke stilles ændringsforslag til personvalg.

 

Afgørelser på repræsentantskabsmøder træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved lovændringer kræves dog 2/3 majoritet.

 

Afstemning skal, når dirigenten eller et repræsentantskabsmedlem kræver det, foregå skriftligt.

 

Ingen person kan give fremmøde med fuldmagt til flere end 1 stemme.

 

Foreningerne betaler selv rejse- og eventuelle opholdudgifter.

 

Referat af repræsentantskabsmødet, der skal være underskrevet af såvel bestyrelsen som dirigenten, skal være udsendt til klubber senest 6 uger efter mødet.

 

§ 9. BESTYRELSEN

Bestyrelsen består af formand, kasserer og sekretær, samt 2 bestyrelsesmedlemmer, der alle vælges for 2 år ad gangen. Formanden og bestyrelsesmedlem 1 vælges i ulige årstal, mens kasserer, sekretær og bestyrelsesmedlem 2 i lige årstal. Genvalg kan finde sted.

 

Bestyrelsen sammenkaldes så ofte, den finder det nødvendigt.

 

§ 10. REVISIONSUDVALGET

Udvalget består af 2 revisorer og 1 suppleant, der vælges på repræsentantskabsmødet for 2 år ad gangen.

 

I ulige årstal vælges revisor 1 og 1 revisorsuppleant, og i lige årstal vælges revisor 2. Genvalg kan finde sted.

 

Revisorerne skal kritisk gennemgå regnskabet samt gøre deres bemærkninger hertil. De har til enhver tid ret til at foretage revision, der også kan være uanmeldt.

 

Revisorerne har pligt til at give fremmøde på SABU's repræsentantskabsmøder.

 

§ 11. UDVALG

Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc-udvalg til at bistå sig med løsning af specifikke opgaver. Sådanne udvalg arbejder udelukkende efter bestyrelsens anvisninger, og bestyrelsen er ansvarlig for opgavernes løsning. Disse udvalg har pligt til at give fremmøde på SABU’s repræsentantskabsmøde, hvor bestyrelsen kan bede dem om at aflægge beretning.

 

§ 12. ÆRESMEDLEMMER

Bestyrelsen kan som æresmedlemmer af SABU optage personer, der på særlig måde har gjort sig fortjent hertil som følge af sin indsats for unionens amatørboksning.

 

En sådan optagelse sker under ansvar overfor SABU's repræsentantskab.

 

§ 13. OPLØSNING

SABU kan kun opløses, når 2 på hinanden følgende repræsentantskabsmøder har vedtaget en opløsning med 2/3 majoritet.

 

Finder opløsning sted, kan DaBU's bestyrelse henlægge de resterende foreninger til en anden lokalunion, og denne overtager i sådant tilfælde SABU's eventuelle midler.

 

§ 14. UFORUDSETE TILFÆLDE

Indtræffer der tilfælde, der ikke er forudset i SABU's love og reglementer, er SABU's forretningsudvalg berettiget til at handle efter skøn i overensstemmelse med DaBU's love og reglementer under ansvar overfor SABU's repræsentantskab.

 

 

SABU reglement

 

§ 1. MEDLEMSFORPLIGTELSE.

SABU's medlemsforeninger er forpligtede til:

 

1. at fremsende alle henvendelser til DaBU's bestyrelse og DaBU's Amatør- og Ordensudvalg samt til Danmarks Idræts-Forbund gennem SABU.

 

2. til enhver tid at holde SABU underrettet om ændringer i sammensætning af bestyrelsen, kontaktoplysninger samt ændringer i foreningens love

 

3. at underkaste sig SABU's, DaBU's samt AIBA's og DIF's love og reglementer, og de i henhold hertil trufne bestemmelser.

 

4. at yde SABU enhver bistand, der med rimelighed kan forlanges, enten til at tilvejebringe oplysninger eller til at gennemføre pålagte hverv.

 

5. ved offentlige konkurrencer i god tid - senest 14 dage før stævnet - at løse stævnetilladelse hos SABU, uden hvilken intet stævne kan afholdes. Senest 7 dage efter et stævnes afholdelse skal der til SABU indsendes et stævneskema, ledsaget af dommersedlerne. Stævneskema skal også indsendes direkte til

 

DaBU's sekretariat. Stævneskemaet skal være korrekt udfyldt og samtlige oplysninger være afgivet. Lægeskemaet skal dog omgående indsendes til DaBU’s kontor.

 

6. at undlade at reklamere med deltagelse af bokser i stævner, når der ikke foreligger bindende tilsagn for disse.

 

7. ved offentlige konkurrencer at meddele propositioner, programmer og alle andre officielle dokumenter, at det er medlem af Sjællands Amatør Bokse-Union (SABU) under Danmarks Bokse-Union (DaBU) og Danmarks Idræts-Forbund.

 

8. at give adgang til foreningernes stævner i overensstemmelse med DaBU's love. SABU's æresmedlemmer og medlemmer af SABU's udvalg har tillige adgang til at overvære alle foreningers stævner.

 

9. at undlade at sende medlemmer i konkurrence, når disse ikke er i besiddelse af gyldig startbog. Startbogen skal af SABU være udstedt senest 14 dage før brug.

 

10. omgående at meddele et medlem, når SABU har indbudt vedkommende til deltagelse i konkurrence. En forening kan ikke nægte et medlem at starte for SABU. I givet fald er SABU berettiget til at henvende sig direkte til medlemmet.

 

11. ikke at lade boksere, der er udtaget til SABU’s hold eller er anmeldt til mesterskaber, deltage ved andre arrangementer end medlemsforeningens egne senere end ugedagen før det for udtagelsen/anmeldelsen berammede arrangement/mesterskab.

 

12. efter konkurrencer i udlandet omgående at indsende resultater og karantænepålæg til SABU og DaBU, hvilket skal gøres af rejselederen.

 

13. ved konkurrencer er dommere og kampledere forpligtet til ikke at deltage i offentlig diskussion om afsagte kendelser.

 

§ 2. OPTAGELSE I ANDEN FORENING

Ønsker et aktivt medlem - eller et tidligere aktivt medlem - af en under SABU stående forening, optagelse i en anden under DaBU hørende forening, er den nye forpligtet til at forvisse sig om, at vedkommende har klaret alle forpligtelser i den tidligere forening. Har medlemmet ikke det, kan den nye forening ikke optage medlemmet, før end dette er sket.

 

Endvidere kan vedkommende ikke deltage for foreningen i åbne konkurrencer før tidligst efter 3 måneders forløb, regnet fra den dag, enhver forpligtelse til den tidligere forening er ophørt. Dog kan klubskifte altid ske i juli måned, hvis medlemmet ikke har udestående med den klub der forlades.

 

Bestyrelsen kan dog give tilladelse dertil, når særlige forhold gør sig gældende.

 

§ 3. SABU's MESTERSKABER FOR ELITE

SABU’s seniormesterskaber afholdes senest 5 uger før DaBU's mesterskaber for Elite med SABU som arrangør.

 

Et hvert medlem af en under SABU stående forening, der opfylder de krav, der stilles for deltagelse i DaBU's mesterskaber for Elite, kan deltage i SABU's mesterskaber for Elite. Dog kan boksere, der ikke har dansk statsborgerskab, men har opholdt sig mindst 1 år i landet på anmeldelsesfristens udløb, deltage i mesterskaberne.

 

Er der ved mesterskaberne kun en deltager i en vægtklasse, afgør bestyrelsen, om vedkommende skal tildeles mesterskabstitlen.

 

Såfremt bestyrelsen afgør, at denne ene anmeldte deltager tildeles mesterskabstitlen, kan bestyrelsen lade ham møde en kvalificeret modstander.

 

Forretningsudvalget har ret til at arrangere ekstrakamp i forbindelse med mesterskabsstævnet, såfremt der ikke er anmeldte deltagere nok til at kunne gennemføre arrangementet.

 

Bestyrelsen har ret til at lade indledende kampe og udskilningskampe bokse ved foreningsarrangementer.

 

Intet medlem under SABU kan deltage i danske mesterskaber uden i samme sæson at have deltaget i SABU's mesterskaber.

 

Dog kan DaBU's bestyrelse efter indstilling fra lokalunionen åbne adgang til deltagelse i de danske mesterskaber for boksere, der har været anmeldt til SABU's mesterskaber, men som på grund af sygdom eller ganske særlige omstændigheder har været forhindret i at starte ved disse.

 

Lægeattest eller fyldestgørende dokumentation skal foreligge og være indsendt til SABU.

 

Anmeldelse til de danske mesterskaber sker gennem SABU.

 

Mesterskaberne afholdes efter DaBU’s regler.

 

§ 4. SABU's MESTERSKABER FOR U/19

SABU's mesterskaber for U/19 afholdes senest 5 uger før DaBU's mesterskaber for U/19, med SABU som arrangør.

 

Et hvert medlem af en forening under SABU, der opfylder de krav, der stilles for deltagelse i DaBU's mesterskaber for U/19, kan deltage i SABU's mesterskaber for U/19.

 

Dog skal boksere, der ikke har dansk statsborgerskab, have opholdt sig mindst 1 år i landet på anmeldelsesfristens udløb, for at deltage i mesterskaberne.

 

Er der ved mesterskaberne kun en deltager i en vægtklasse, afgør bestyrelsen, om vedkommende skal tildeles mesterskabstitlen.

 

Bestyrelsen har ret til at arrangere ekstrakamp i forbindelse med mesterskabsarrangementet, såfremt der ikke er anmeldt deltagere nok.

 

Bestyrelsen har ret til at lade indledende kampe samt udskilningskampe bokse ved foreningsarrangementer.

 

Anmeldelse til de danske mesterskaber sker gennem SABU.

 

Ingen kan deltage i de danske mesterskaber for U/19 uden i sammen sæson, at have deltaget i SABU's for U/19.

 

DaBU's bestyrelse kan dog efter indstilling fra lokalunionen åbne adgang til deltagelse i de danske mesterskaber for boksere, der har været anmeldt til SABU's mesterskaber for U/19, men som på grund af sygdom eller ganske særlige omstændigheder har været forhindret i at starte ved disse.

 

Lægeattest eller fyldestgørende dokumentation skal foreligge og være indsendt til SABU.

 

Mesterskaberne afholdes efter DaBU’s regler.

 

§ 5 SABU's MESTERSKABER FOR U/17

SABU's mesterskaber for U/17 afholdes senest 5 uger før DABU's mesterskaber for U/17, med SABU som arrangør.

 

Er der ved mesterskaberne kun en deltager i en vægtklasse, afgør bestyrelsen, om vedkommende skal tildeles mesterskabstitlen.

 

Mesterskaberne afholdes efter DaBU’s regler og danner grundlag for kvalifikation til de danske mesterskaber.

 

§ 6. KONTINGENT, UNGDOMSFOND, STÆVNETILLADELSER OG GEBYRER

Ved hver sæsons begyndelse opkræver SABU et beløb fra hver medlemsforening. Opkrævningen er for en hel sæson og dækker regnskabsåret 1. april til 31. marts. Opkrævning skal udsendes til foreningerne senest i august måned, med angivelse af en sidste betalingsdato.

 

Ved manglende indbetaling pålægges et gebyr ved første rykker samt et forhøjet gebyr ved hver efterfølgende rykker.

 

Det opkrævede beløb dækker følgende: Kontingent til SABU, kontingent til ungdomsfond, samt et beløb til stævnefond. Beløbene fastsættes af SABU’s bestyrelse og skal være specificerede på den udsendte opkrævning.

 

SABU skal føre særskilt regnskab for stævnefonden.

 

Når sæsonen er forbi udbetaler SABU et beløb pr. stævne til de foreninger, der i sæsonen har afholdt stævner. Ved alliancestævner udbetales beløbet til den forening, der af SABU havde fået tildelt stævnedatoen. Det beløb der udbetales pr. stævne, fastsættes af bestyrelsen.

 

For at få stævnetilskud, skal stævnet bestå af minimum 8 kampe. Opvisningskampe tæller ikke som kampe. Stævnefonden dækker ud over tilskud pr. stævne også transportudgifter til officials, forudsat at arrangøren kun har udbetalt transportudgifter, der er i overensstemmelse med de faktiske transportafstande.

 

SABU har ret til at opkræve gebyrer for godkendelse eller udstedelse af startbøger, dommerbøger og instruktørbøger, ligesom der kan opkræves gebyrer for stævnetilladelser.

 

§ 7. ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Foreningerne skal indsende ansøgning til SABU senest 14 før et stævne ønskes afholdt.

 

Bestyrelsen træffer endelig afgørelse i terminsfordelingen med skyldigt hensyn til den enkelte forening.

 

Overdragelse af stævnedage til en anden forening skal foregå gennem SABU’s bestyrelse.

 

Foreningerne kan til enhver tid efteranmelde stævner, men har ingen ret til de fastsatte terminsdage, såfremt disse er besat af nærliggende foreninger.

 

Der er tilladt foreningerne ved offentlige stævner, at arrangere højst 2 opvisningskampe. De gældende regler for kategorier af boksere skal overholdes, og de pågældende skal være i besiddelse af gyldig startbog, der skal forevises.

 

Der afsiges ingen dom i opvisningskampe, men en bokser kan, af såvel læge som kampleder, idømmes karantæne.

 

§ 8. UDSTEDELSE OG GODKENDELSE AF STARTBOG

Foreningerne skal indsende anmodning om startbog på en dertil beregnet ansøgningsblanket, vedlagt et pasfoto, hvor ansøgeren er uden hovedbeklædning, (størrelse 4 cm x 6 cm)

 

Pasfotoet skal bruges til at indklæbe i startbogen, og skal være forsynet med ansøgerens navn på bagsiden. Ansøgningsblanketten skal være omhyggeligt udfyldt med blokbogstaver, og underskrevet hvor det kræves.

 

Sammen med ansøgningsblanketten indsendes også DaBU’s lægeskema, der skal være korrekt udfyldt og underskrevet. Lægen, der har undersøgt bokseren, skal have erklæret den undersøgte for konkurrencedygtig.

 

Indsendelsen skal ske til SABU’s startbogskontrollant for godkendelse senest 14 dage før brug.

 

Allerede udstedte startbøger skal ved hver sæsons begyndelse indsendes sammen med gyldige lægeattester, for godkendelse.

 

Ved karantæne givet af kampleder eller læge skal startbogen ved karantænens udløb indsendes til fornyet godkendelse, ledsaget af de nye lægeattester der kræves.

 

Ingen må deltage i konkurrence uden godkendt startbog.

 

Startbogen skal forevises ved enhver konkurrence og registrering af kampens resultat og eventuel karantæne skal ske hver gang, hvilket påhviler stævnelederen.

 

Godkendelsen er kun gyldig for en sæson (1. juli til 30. juni).

§ 9. SM-POKALEN

SM-pokalen tildeles hvert år den forening under SABU, der har opnået den bedste placering ved de sjællandske seniormesterskaber i boksning efter følgende bestemmelser:

 

  • For hvert deltagende bokser 1 point
  • For hver vinder af indledende kamp eller kvartfinale 2 point
  • For hver vinder af semifinale 3 point
  • For hver vinder af finale 4 point

 

Points skal tildeles, selvom en kamp, af en eller anden grund, ikke kan finde sted.

I tilfælde, hvor to eller flere foreninger får lige antal points, afhænger placeringen af

 

a) antal sejre i finalerne, og hvis flere placeringer herefter står lige

b) antal andenpladser, og hvis flere stadig står lige

c) antal tredjepladser.

 

§ 10. KABU-FADET

SABU's forretningsudvalg tildeler hvert år på repræsentantskabsmødet KABU-FADET til en person, som har ydet en særlig indsats til gavn for sjællandsk ungdomsboksning.

 

 

SJÆLLANDS AMATØR BOKSE-UNION'S FORMÆND GENNEM TIDERNE

 

 

KØBENHAVNS AMATØR BOKSE-UNION

1918 - 23 Protokollerne bortkommet

1923 - 25 Poul Buttrup, IK 99

1925 - 27 H. Gunnarsson, CIK

1927 - 35 Holger Petersen, IK 99

1935 - 44 Johannes Christensen, BK Hermod

1944 - 45 Lauritz Jensen, IK 99

1945 - 60 Johannes Christensen, BK Hermod

1960 - 64 Svend Aage Rasmussen, Politiets IF

1964 - 67 Anker Nielsen, IF Sparta

1967 - 76 Svend Aage Rasmussen, Politiets IF

 

SJÆLLANDS AMATØR BOKSE-UNION

1923 - Aage Petersen

1923 - 39 L. Ebdahl, Roskilde

1939 - 52 Armand Petersen, Lyngby

1952 - 59 Harry Toft, Holbæk IF

1959 - 71 Gunnar Taarup, IF 32

1971 - 74 John Wendel, BK Frem

1974 - 76 Harry Petersen, AIK Roskilde

 

Efter sammenlægningen af KABU og SABU i 1976

1976 - 81 Preben Balslev, BK Kvik

1981 - Poul Gaardbo, IK Vigerslev

1981 - 82 Carl Henning Bentsen, CIK

1982 - 87 John Wendel, BK Frem

1987 - 93 Svend-Erik Knudsen, Hvidovre BK

1993 - 01 Jørgen Holm Jensen, IK 99

2001 - 02 Svend Åge Jørgensen, Ringsted BK

2002 - 03 Johnny Steen, Roskilde AIK

2003 - 07 Jørgen Holm Jensen, IK 99

2007 - Bo Bøgeskov, Jyllinge Boxing Team

 

ÆRESMEDLEMMER AF SABU

Ludwig Ebdahl, AIK Roskilde

Armand Petersen, BK Frem

Harry Toft, Holbæk IK

Gunnar Taarup, IF 32

Georg Gøtterup, IK 99

John Wendel, BK Frem

Preben Balslev, BK Kvik

Harry Petersen, AIK Roskilde

Jens Bloch Jensen, IK Sport

Svend-Erik Knudsen, Hvidovre BK

Jørgen Holm Jensen, Karlebo BK

Rye Jensen, Næstved BK

Harry Christensen, Farum BK

Erik Svendsen, IK Sport

Stig B. Nielsen, Jyllinge BT

Poul Gaardbo, Karlebo BK

Anna Peters, SABU

Jean Schmücker, Bispebjerg BK

 

Bestyrelsen, Juni 2012

Created by SABU - Webmaster kontaktes på sabu@sabu.dk